Rynker undgår vi ikke, men velplejede rynker er smukke
Juni 2010 | Ole Nørgaard Madsen
Det vilkår og den trøst nævner kosmetolog Mette Aae i en samtale om velvære ved at vedligeholde skønhed: ”Man bliver aldrig for gammel til at passe på sig selv.” - Med alderen får huden brug for mere pleje. Huden bliver tyndere og kræver mere næring og omsorg. Det gælder både kvinder og mænd.
Aldring med skønhed
Men det behøver ikke at gå ud over skønheden. Mette Aae fremhæver forfatteren Karen Blixen for at være smuk også som ældre: ”Jeg tror bestemt ikke, jeg er den eneste, der nyder at se en velklædt og velplejet ældre kvinde.”
”Ansigt og hænder er vores visitkort,” mener Mette Aae, ”og netop ansigt og hænder udsætter vi for utroligt mange påvirkninger uden beskyttelse af tøj.” At behandle huden med creme er som at give ansigt og hænder ’tøj på’.

- Mette Aae arbejder som kosmetolog mellem Skagen og Sønderborg
Linier, rynker og skønhedspleje
Børn har ikke rynker, men allerede i barndommen viser forstadier til rynker sig. De kaldes ’linier’, og de kommer først ved øjnene, hvor huden er særligt tynd. Derfor – og fordi vi belaster huden ved øjnene med 90.000 blink i døgnet – er der grund til at være særligt opmærksom på behov for pleje omkring netop øjnene. Mette Aae oplyser, at der findes specielle øjencremer til det formål.
Ellers er Mette Aae ikke meget for at diktere, hvad man skal: ”Nogle har glæde af kun at bruge en enkelt type creme, mens andre sværger til både dagcreme, natcreme, øjencreme og forskellige variationer. Cremer skal give huden næring, fugt og beskyttelse. Man skal med god samvittighed bede om hjælp til at finde den rigtige creme til ens hudtype, hvor man køber sine hudplejeprodukter.” Men man kan naturligvis også henvende sig til en kosmetolog for at søge råd og vejledning.
Rens og plej huden
Peeling-creme er et renseprodukt, som fjerner døde hudceller, som konstant opstår på hudens overflade, når nye celler dannes indefra. Så kan plejende creme bagefter nå ind i huden, hvor den skal gavne. ”Det fjerner affaldsstoffer og sætter gang i blodcirkulationen, ”siger Mette Aae, ”og den behandling giver resultater. Man oplever følelsen af frisk hud, og det kan ses af andre. Alle burde nok gøre det en eller to gange om ugen.”
”Det kan være lidt af en jungle med alle de produkter og mærker, der er at vælge imellem,” indrømmer Mette Aae, men tilføjer med et stort smil: ”Men naturligvis synes vi alle sammen, at vores er det bedste.”
Meget kan man gøre selv, men mange nyder at få professionel behandling f.eks. kombineret med forfriskende ansigtsmassage.

- Mette Aae fortæller om at pleje sin hud pænt og rigtig
Beskyttelse
Det er rart at mærke huden få tilført næring, fugt og beskyttelse uanset alder og uanset køn. ”Men det har skam også noget at gøre med at passe på sig selv,” påpeger Mette Aae. Som eksempel nævner hun creme med solfaktor, som beskytter mod faren for hudkræft. Hun fortsætter: ”Solen er vores fjende nr. 1, når det gælder rynker. Og det problem er blevet større på grund af svækkelse af den naturlige beskyttelse i atmosfærens ozon.”
Cigaretterne indtager pladsen som fjende nr. 2. Andre faktorer, der øger behovet for aktiv hudpleje, er stress, kost med konserveringsmidler og mangel på søvn, ”80% af vores ældningstegn skyldes den slags ydre påvirkninger,” forsikrer Mette Aae.
I følge Mette Aae hænger det hele sammen: ”Vi skal passe på os selv. Vi skal også motionere og være aktive, og vi skal spise og leve sundt. Men heldigvis er der kommet større opmærksomhed omkring den slags ting”
Både kvinder og mænd
Mette Aae oplever, at det i dag også er i orden, at mænd passer på sig selv.
At selv ældre mænd godt må - og gør det: ”Maskuliniteten tager ikke skade af solcreme og velvære. Lidt forfængelighed går heller ikke ud over mandigheden.” Mette Aae oplever ikke alene en stigende forståelse for at passe på sig selv, men også hvad hun kalder ’en positiv bølge af forfængelighed’.
”Mange producenter af cremer har for længst lanceret serier til mænd, og de sælges skam i et voksende marked for den slags,” pointerer en igen smilende Mette Aae: ”Ingen mand behøver at frygte, at han er den første, der går ind i en forretning efter den slags.”
Som kosmetolog står Mette Aae bag dem, man kan søge råd hos i forretningerne. Hun træner og skoler personalet. Desuden medvirker hun i events, som forretninger og stormagasiner arrangerer for kunder.
Pensionistarrangement?
Mette Aae oplyser, at den slags arrangementer i nogle tilfælde annonceres og i andre tilfælde anmeldes til kunder via mail.
Foreninger og herunder også pensionistforeninger sætter hud- og skønhedspleje med en kosmetolog på arrangementsplanen. Mette Aae har ikke hørt om Lokalcentre, der har gjort det. ”Men det kunne da være en god ide,” medgiver hun.

- Mette Aae: ”Creme med solfaktor er vigtig beskyttelse for alle uanset køn og alder.”



